Man laver ragu ud af alt slags kød i Italien. Her hjemme laver vi meste ragu bolognese, eller populært kaldet; pasta med kødsovs! Men en ragu lavet med vildt, er mindst lige så lækker og en rigtig god måde at introducere vildt hjemme i køkkenet. Jeg plejer altid at lave en dobbelt portion, da det er dejligt at have i fryseren til en nødsituation, hvor man skal have noget hurtigt på bordet.

Du skal bruge…

2 pakker hakket krondyr (ialt 600g)
1 rødløg
1 gulerod
1 stang bladselleri
2 fed hvidløg, finthakket
1/2 rød chili, finthakket uden kerner
4 enebær, finhakket
1 kvist rosmarin
1 laurbærblad
1/2 flaske rødvin
3 dåser hakkede tomater
salt og peber
oliven olie

Først skal vi lave det italienerne kalder en sofritto. Her skære man løg, gulerod og selleri i 1/2 cm tern. Dette er basen for en hver italiensk gryderet. Gør alle de andre ingredienser klar, så de er parat til brug.

Nu skal vi brune kødet. Til det har jeg et lille trick, nemlig at bruge et piskeris! Det gør at kødet deler sig fint og ensartet, når man steger det, istedet for at du ender men store klumper af kød i din ragu.

Et andet trick er at brune kødet godt inden man tilsætter grøntsagerne. Jo bedre du bruner kødet, jo mere smag får du i din ragu.

Start med at varme 3 spsk oliven olie i en tykbundet gryde. Tilsæt det hakkede kronvildtkød og lad det stege hårdt, mens du røre med piskeriset. Det første der sker er at kødet udskiller lidt væde. Her skal du blive ved med at stege indtil væden er forsvundet og kødet begynder at “hænge ved” i bunden af gryden. Nu tilsætter du din “sofritto” og bliver ved med at røre med piskeriset. Efter 5-10 minutter tilsætter du hvidløg, chili, enebær, rosmarin og laurbær. Krydr godt med salt og peber og tilsæt rødvinen. Lad rødvinen koge ind, til alkoholen er fordampet og tilsæt tomaterne. Reducer varmen til laveste blus, og lad din ragu simre i minimum 1 time, gerne 2.

Server med tagliatelle, lidt frisk revet parmesan og et dejligt glas rødvin. Buon appetito

Tekst og opskrift af kok Nikolai Juel- se mere på www.walkonthewildside.dk