Vilde facts

Ingen mirakelkure. Bare vildt.

Der findes ikke én fødevare, der i sig selv gør kosten sund. Derfor lover vi heller ikke mere om vores vildtkød, end vi kan dokumentere.

Vildt er ikke bare vildt

Næringsindholdet kan variere mellem forskellige arter, udskæringer og forarbejdede produkter. Derfor giver vi heller ikke alle vores vildtprodukter de samme ernæringsmæssige egenskaber.

Vil du vide, hvad et bestemt produkt indeholder, finder du oplysningerne på det enkelte produkt.

Det særlige ved vores vildt

En stor del af det danske vildt, vi arbejder med, kommer fra fritlevende dyr. For os begynder det gode håndværk, når dyret er nedlagt. Herfra handler det om korrekt håndtering, omhyggelig forarbejdning og om at få mest muligt ud af råvaren. Vi arbejder med respekt for hele dyret – fra de klassiske udskæringer til fars, pølser og andre produkter.

Dansk vildt. Godt håndværk. Respekt for råvaren.

Sæson facts

Efteråret og vinteren er højsæson for dansk vildt. Det er her, jagten på mange af vores vildtarter er i gang, og hvor udbuddet af fersk vildt typisk er størst. Jagttiderne varierer fra art til art – og for nogle arter også efter dyrets køn og alder samt efter, hvor i landet jagten foregår.

Gråænder

Jagtsæsonen for gråand begynder den 1. september og løber som udgangspunkt til 31. december.
Gråanden har mørkt og smagfuldt kød, som passer perfekt til efterårets køkken både i de klassiske retter og i et mere moderne vildtkøkken.

Fasaner

Den generelle jagttid for fasan er fra 1. oktober til 31. januar. Der findes dog lokale områder med andre jagttider.
Fasan har lyst, magert og forholdsvis mildt kød og er derfor også et godt sted at begynde, hvis man ikke er vant til at spise vildt.

Krondyr, dådyr, sika og rådyr

Efteråret og vinteren er højsæson for dansk hjortevildt. Jagttiderne afhænger af art samt dyrets køn og alder. For kron- og dåvildt gælder der desuden regionale jagttider, og for råvildt findes der enkelte lokale afvigelser.
For dele af kron-, då- og sikavildtet begynder jagttiden allerede 1. september. For råvildt begynder efterårsjagten som udgangspunkt 1. oktober.

Sommerbuk

Råbukken har også en særlig sommerjagttid, som generelt løber fra 16. maj til 15. juli. Der findes enkelte lokale afvigelser fra denne periode.

Kødet omtales ofte som sommerbuk og er en særlig sæsonvare.
Udbuddet kan være begrænset, og sommerbuk er derfor ikke nødvendigvis en vare, der findes i større mængder. 

Vildsvin

I Danmark findes der ikke en egentlig fritlevende bestand af vildsvin. Vildsvin holdes under hegn og er registreret i Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR). Der kan dog forekomme enkelte strejfende eller undslupne vildsvin i den danske natur.

Vildsvinekød er mørkere og mere smagfuldt end almindeligt svinekød og egner sig godt til blandt andet stege, grill, simreretter og pølser.

Terroir og vildt

Smagen begynder i naturen.

Terroir handler om oprindelse – om hvordan det sted, en råvare kommer fra, er med til at forme dens karakter. Sådan er det også med dansk, fritlevende vildt. Dyrene lever frit i naturen, bevæger sig over store områder og vælger selv deres føde blandt skovens, markens og hedens planter, urter og øvrige fødekilder. Det er en del af det, der gør vildtkød til noget særligt.

Men en god råvare kræver også godt håndværk. For os begynder behandlingen af vildtet allerede, når dyret er nedlagt. Herfra handler det om korrekt håndtering, omhyggelig forarbejdning og respekt for hele dyret.

Hvert dyr er forskelligt og bliver behandlet derefter. Området omkring skuddet skæres fra, og resten af dyret udnyttes bedst muligt – fra de fineste udskæringer til fars, pølser og andre produkter.

Fra den danske natur til det færdige produkt handler det om én ting: at få det bedste ud af en råvare, der allerede er noget særligt.